Vitaminer er generelt en af de ting, som er nødvendige, for at kroppen kan være i balance. Får vi ikke nok af et vitamin, så kan kroppen blive udfordret, og får vi for meget, kan kroppen få skader. Det er derfor vigtigt med den rette balance.
Hvad er B6-vitamin?
Der findes 8 forskellige B-vitaminer i alt. B6 er et af dem. Det er et vandopløseligt vitamin, og for at det kan omdannes i kroppen, så afhænger det også af B2-vitaminet.
For at være godt dækket ind med B-vitaminer, så kræver det også, at man ikke kun indtager et par af B-vitaminerne – men derimod gerne hele rækken. Heldigvis er B-vitaminer blandt de vitaminer, som findes i mange forskellige madvarer. Derfor er mangel på B-vitamin også noget, som er sjældent, især i Norden.
Hvad bruger kroppen B6-vitamin til?
Vitaminet er med til at vedligeholde en række vigtige funktioner i kroppen. Det gælder både immunforsvaret og nervesystemet. Mange af de forskellige B vitaminer, inklusiv B6, hjælper med at vores stofskifte kan fungere normalt. Det kan måske virke uhåndgribeligt, hvordan et vitamin kan påvirke det.
Men, det foregår ved, at det er med til at omdanne kulhydrater, proteiner og fedt til energi, som kroppen kan bruge. Det er derfor heller ikke helt ligegyldigt, at vi får de vitaminer, som kroppen har brug for.
B6-vitamin spiller også en rolle, når der skal dannes nye røde blodlegemer.
Hvor findes B6-vitamin?
B6 er et af de vitaminer, som findes i en lang række madvarer. Det betyder også, at der er alle gode muligheder for at dækket sit B6-behov, hvis man får spist godt og varieret. Herunder kan du se nogle af de måder, man kan blive godt dækket ind på, når man skal finde kilder til B6-vitamin.
B6-vitamin ses i vegetabilske fødevarer som:
- Squash
- Banan
- Hvidløg
- Kikærter
- Linser
- Havregryn
- Fuldkornsprodukter
- Korn
- Pasta
- Ris
- Brød
B6-vitamin ses i animalske fødevarer som:
- Mælk
- Fisk
- Kød
- Lever
Når det er sagt, så kan B6-vitamin også påvirkes af ydre ting. Det betyder, at der kan være forskel på, hvor meget B6-vitamin man får, alt efter hvordan man tilbereder sin mad. Under madlavning nedbrydes en del B6-vitamin, når madvarer steges, koges eller er udsat for meget sollys. Det er også en ting, man skal være opmærksom på, hvis man har fokus på, at man vil have alle sine vitaminer.
Mangel på B6-vitamin
Selvom det er sjældent i Danmark og Norden, at der er opleves mangel på B6-vitamin, så kan det stadig ske. Det kan være i situationer, hvor man er syg, har alkoholproblemer eller anoreksi. Det kan også være hos personer, som spiser meget ensidigt. I disse tilfælde kan man opleve vitaminmanglen som:
- Problemer med maven
- Kramper
- At huden forandres i ansigtet
- Blodmangel
Kan man få for meget B6-vitamin?
Når man får sine B6-vitaminer fra kosten, så er det svært at spise sig til for meget B6-vitamin. For vi skal huske på, at vitaminet er vandopløseligt. Det betyder også, at vi udskiller det igen gennem urinen. Det ophober sig dermed ikke i kroppen, ligesom f.eks. A-vitamin kan gøre.
Når det er sagt, så kan man godt få for meget B6-vitamin, når man tager det som kosttilskud. Derfor er det altid vigtigt, at man holder sig til den dosering, som er angivet på pakken. En for stor mængde B6-vitaminer kan nemlig give vores nervesystem skader.